ORDENSREGLER for:

GRUNDEJERFORENINGEN HERLEV HØJSLETTE

 

(Der gøres opmærksom på, at visse paragraffer ikke er bestyrelsens forslag, men er uddrag af ”deklaration og retningsplan” for området).

 

§ 1

Der må ikke på parcellerne haves nogen som helst virksomhed, nogen installation, indretning, oplag, dyrehold eller lignende, som ved ilde lugt, røg, larm, ubehageligt skue eller på anden måde efter de påtaleberettigedes skøn kan være til gene for de omboende.

 

§ 1a

Der må med virkning fra 17. maj 1987 ikke installeres brændeovn i bebyggelsen.

 

§ 2

Vinkelhusene må ikke ved ombygning forandres således, at den ensartede facade, tag og udhæng ændres, ej heller må facader, tag og udhæng forandres ved maling med andre farver eller lignende med mindre tilladelse forud er indhentet fra grundejerforeningen.

Det på generalforsamlingen 4. april 1989 fremsatte forslag til farvefornyelse med Gori 77 kystfarver:

         Stern: 223 flint, 102 kalkgrå

         Vinduer og døre: 102 kalkgrå, 401 sand, 515 strandeng, 802 anholt, 415 grus, 260 stengrå

         Øvrige træpartier: 703 marehalm, 460 ler, 102 kalkgrå, 260 stengrå, 703 marehalm, 223 flint

er godkendt.

 

§ 3

Vedligeholdelse af det mellem gårdhave og fællesareal opsatte hegn skal ske således, at dettes ensartethed bevares, og enhver ændring i udformningen af disse hegn skal forud godkendes af grundejerforeningen.

 

§ 4

Der må ikke på parcellerne opsættes eller foretages skiltning, der kan virke generende eller skæmmende på kvarterets udseende som beboelseskvarter.

 

§ 5

Der må ikke på parcellerne plantes træer eller findes beplantninger, der ved skyggevirkninger eller i øvrigt ved uhæmmet vækst kan blive til væsentlig gene for naboerne.

 

§ 6

Ejerne er pligtige til at vedligeholde arealerne således, at de ikke ved ukrudt og affald er til gene for de omkringboende.

 

§ 7

Carporten må kun anvendes til henstilling af personvogne, motorcykler, scootere og knallerter, og må ikke under nogen form anvendes til oplagsplads for varer, cykler, medmindre de evt. er i stativ eller på fod, tilbehør eller redskaber, dog undtaget de pladser, som grundejerforeningen evt. kommer til at råde over.

 

§ 8

Uoverdækkede parkeringspladser er til fri og almen afbenyttelse til parkering af motorkøretøjer med undtagelse af last-, flytte-, fragt- og rutebiler, omnibusser og campingvogne, med mindre parkering alene sker med henblik på samtidig på- eller aflæsning af vare m.v.


 

 

§ 9

De udlagte stier og veje må ingensinde spærres for almindelig færdsel. Parkering på stier og veje er ikke tilladt.

 

§ 10

Ved kørsel på bebyggelsens boligveje må hastigheden ikke overstige 20 km i timen.

 

§ 11

På fællesarealerne uden for de anlagte stier og veje må kun færdsel til fods finde sted. Færdsel med motordrevet køretøj, cykel eller hest er forbudt.

 

§ 12

Ophængning af vasketøj og lignende samt henstilling af genstande (oplag) på fællesarealerne må ikke finde sted.

 

§ 13

Al henkastning af affald på veje og stier samt på fællesarealerne er forbudt. Det påhviler de enkelte parcelhusejere at foretage renholdelse, herunder snerydning af fortove og stier ud for egne parceller.

 

§ 14

Fjernsyn, radio og grammofon må ikke anvendes i fri luft eller for åbne vinduer, dersom det med føje kan anses for at være til gene for de omboende.

 

 

§ 15

Med henvisning til lov om hunde af 23. juni 1962, er det ikke tilladt at lade hunde løbe frit omkring på fællesarealerne, veje eller stier, idet hunden enten skal føres i snor eller være under direkte kontrol af en person, der har fuldt herredømme over den. Lignende regel gælder for andre husdyr.

 

§ 16

Boldspil og leg må kun finde sted på sådanne steder og tidspunkter og i et sådant omfang, at de omkringboende ikke herved påføres urimelige ulemper.

 

§ 17

Brug af farligt legetøj, såsom flitsbuer, luftbøsser og lignende er forbudt. Legeredskaber må ikke henligge på fællesarealerne, veje og stier efter mørkets frembrud med undtagelse af specielle legearealer.

 

§ 18

I særlige tilfælde, hvor stedlige forhold gør fravigelser fra foranstående ordensregler rimelige, kan bestyrelsen meddele tilladelse hertil. Afgørelsen kan dog forelægges den ordinære generalforsamling til endelig afgørelse.