GRUNDEJERFORENINGEN
HERLEV
HØJSLETTE
VEDTÆGTER
for:
GRUNDEJERFORENINGEN HERLEV
HØJSLETTE
§ 1
Navn.
Foreningens navn er:
GRUNDEJERFORENINGEN HERLEV HØJSLETTE.
§ 2 Sted.
Foreningens hjemsted er:
HERLEV KOMMUNE.
§ 3
Formål.
Foreningens formål
er:
a: at varetage de i §4 nævnte fællesopgaver
for de på matr.nr. 17hz – 17kx opførte 51 gårdhuse jfr. deklaration og
retningsplan af 6. februar 1969.
b: at varetage medlemmernes interesser over
for offentlige myndigheder m.v. i sager af fælles interesse eller af principiel
betydning.
§ 4
Fællesopgaver.
De
i §3a nævnte fællesopgaver omfatter:
a: Vedligeholdelse og renholdelse af de til
bebyggelsen hørende veje, stier, parkeringsarealer og øvrige fællesarealer og
–anlæg beliggende øst for Grønsvinget, og som er tilskødet Grundejerforeningen
Herlev Højslette.
b: Deltagelse i vedligeholdelse og
renholdelse af fællesarealer tilskødet Grundejerforeningen Herlev Højslette og
Grundejerforeningen Vingetoften i fællesskab.
c: Vedligeholdelse, drift og eventuel
fornyelse af fælles antenneanlæg.
§ 5
Medlemmerne.
Enhver ejer af et af de i
§3a nævnte gårdhuse har ret og pligt til medlemskab af grundejerforeningen. Hvis
ejerskabet deles af flere personer, betragtes disse samlet som et
medlem.
Medlemspligten indtræder ved
overtagelse af ejendommen og medfører samtidig anpartsvis ret til foreningens
formue og øvrige aktiver.
Medlemsretten bortfalder ved
salg, og det pågældende medlem udtræder af foreningen fra
overdragelsestidspunktet uden krav på refusion af fondsbidrag, kontingenter
eller andel i foreningens formue. Spørgsmålet om refusion heraf – køber og
sælger imellem – er foreningen uvedkommende.
§
6.
Ved
ejerskifte er sælgeren pligtig til – senest 14 dage efter handelens indgåelse – at give
foreningen skriftlig meddelelse om ejerskiftet med angivelse af
overdragelsestidspunktet og købers navn og adresse.
For
foreningens gæld på overtagelsestidspunktet hæfter køber og sælger in
solidum.
De
med medlemskabet forbundne rettigheder opnås først, når kontingenter og andre
ydelser er indbetalt.
Har
sælgeren ikke betalt kontingent m.v. er køber pligtig at udrede disse beløb før
de til medlemskabet knyttede rettigheder opnås.
§ 7
Kontingent.
På
den ordinære generalforsamling fastsættes størrelse samt om betalingen skal være
halvårlig eller kvartårlig.
Ved
halvårlig kontingent er betalingsterminerne 1/4 og 1/10 med sidste rettidige indbetaling
henholdsvis 1/5 og 1/11.
Ved
kvartårlig kontingent er betalingsterminerne 1/3, 1/6, 1/9 og 1/11 med sidste
rettidige indbetaling henholdsvis 1/4, 1/7, 1/10 og 1/12.
Kontingentet skal indbetales
til foreningens bankkonto .
Er
kontingentet ikke indbetalt senest 7 dage efter sidste rettidige
indbetalingsdato, forhøjes den efterfølgende kontingent betaling med 10 % af det
skyldige beløb. Overskridelse på mere end 120 dage medfører overdragelse til
retslig inkasso.
§ 8
Fonds.
Til
løsning af fællesopgaver jfr. §4 kan foreningen råde over foreningsfond og
vedligeholdelsesfonds. Den ordinære generalforsamling kan på grundlag af
bestyrelsens budgetforslag vedtage at udskrive særlige
fondsbidrag.
Foreningens fonds skal
administreres særskilt, og der skal i forbindelse med årsregnskabet aflægges
selvstændigt regnskab for de i årets løb indbetalte
fondsbidrag.
§ 9
Ledelsen.
Generalforsamlingen er
foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse til at
forestå den daglige drift og varetage medlemmernes interesser. Kun medlemmer,
som er bosiddende i bebyggelsen, er valgbare til
bestyrelsen.
§10.
Bestyrelsen består af 5
medlemmer. Bestyrelse konstituerer sig på et bestyrelsesmøde, senest 3 uger
efter ordinær generalforsamling, med fordeling af hvervene som: formand,
næstformand, kasserer, sekretær og menigt bestyrelsesmedlem. Hvervet som
bestyrelsesmedlem er ulønnet. Generalforsamlingen kan dog tillægge bestyrelsen
et rimeligt honorar. Der vælges 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne,
desuden vælges 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter. Suppleanter indtræder ved
lovligt forfald.
Bestyrelsessuppleanter kan
herudover indkaldes til deltagelse i bestyrelsesmøder, men har da ikke
stemmeret.
§ 11
Valg.
Alle valg sker ved
håndsoprækning og ved simpel majoritet. Hemmelig afstemning skal dog foretages,
såfremt 1 stemmeberettiget medlem kræver dette. Valgene til bestyrelsen er
gældende for 2 år.
Suppleanterne, revisorerne
og revisorsuppleanterne er på valg hvert år. Inden for valgperioden er de
pågældende uafsættelige, sålænge deres forbliven er forenelig med nærværende
vedtægter.
Genvalg kan finde sted.
Nyvalg kan finde sted, når den samlede bestyrelse på en generalforsamling er
blevet opfordret til eller har ønsket at stille sine mandater til
rådighed.
§ 12 Bestyrelsens
virksomhed.
Bestyrelsen fastsætter selv
sin forretningsorden inden for rammerne af nærværende vedtægter. I tilfælde af
formandens forfald varetages hans pligter af
næstformanden..
Bestyrelsesmøder fastsættes
af formanden, når denne finder anledning dertil, eller når 3
bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom med forslag til dagsorden, og da
senest 8 dage efter at en sådan begæring er kommet formanden i hænde.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer eller
stemmeberettigede suppleanter er til stede. Bestyrelsens beslutninger afgøres
ved simpel majoritet. I tilfælde af stemmelighed genfremsættes forslaget, når
bestyrelsen er fuldtallig.
Der
føres protokol over alle møder, og protokollen underskrives af bestyrelsens
medlemmer. Kortfattet referat af generalforsamlingens forhandlinger, herunder
afstemninger og valg, indføres i protokollen, som tillige underskrives af
generalforsamlingens dirigent.
Foreningen tegnes af
formanden eller næstformanden i forbindelse med et andet
bestyrelsesmedlem.
Ingen kan på
bestyrelsesmøder deltage i afstemninger om aftaler med sig selv eller sin
husstand eller om sagsanlæg mod sig selv eller sin
husstand.
Ved
behandling af særlige spørgsmål kan bestyrelsen nedsætte udvalg omfattende
medlemmer uden for bestyrelsen. Udvalgsformanden skal dog altid være et
bestyrelsesmedlem.
§ 13
Kassereren
Kassereren fører foreningens
regnskab og forelægger det for bestyrelsen på formandens forlangende samt i
revideret stand for den ordinære generalforsamling.
Kassereren skal føre en af
bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemsfortegnelse.
Kassereren modtager
indbetalinger og afholder udgifter, for hvilke formanden har meddelt
udgiftsordre.
Foreningen kan efter behov
oprette bankkonti – med eller uden opsigelse – evt. med check. På fonde skal der
oprettes separate konti.
Kassereren er berettiget til
at have en kontant beholdning på indtil 2% af det årlige budgetterede
kontingent. Overskydende beløb skal indsættes på bankkonto. Evt. indestående på
lavt forrentede bankkonti skal såfremt saldoen overstiger 10% af det årlige
budgetterede kontingent overføres til højere forrentet bankkonto, såfremt dette
forekommer fordelagtigt og hensigtsmæssigt.
§ 14
Regnskab
Regnskabsåret er 1. januar
til 31. december. Regnskabet skal indeholde et driftsregnskab og en status.
Regnskabet skal være specificeret i rimeligt omfang og skal indeholde en
sammenligning med det for det pågældende år forelagte
budget.
Af
regnskabet skal som særskilte poster fremgå boder og erstatninger o.l. betalt af
foreningen, samt i hvilket omfang udgifter er afholdt af tidligere hensatte
midler. Regnskab for fonds skal føres særskilt.
Regnskaber skal tilstiles
revisorerne senest 3 uger før den ordinære generalforsamling. Revisorernes
forespørgsler skal besvares inden 8 dage.
Der
skal føres en revisionsprotokol, hvoraf revisorernes omfang skal fremgå.
Revisionsprotokollen skal fremlægges på den ordinære
generalforsamling.
Det
reviderede regnskab udsendes til medlemmerne 1 uge før
generalforsamlingen.
§
15
Bestyrelsen kan i fornødent
omfang engagere lønnet medhjælp til udførelse af renholdelse og vedligeholdelse
m.v.. Alle aftaler skal dog kunne opsiges med højst ½ års
varsel.
For
dispositioner foretaget af bestyrelsen inden for nærværende vedtægters rammer
eller i henhold til generalforsamlingsbeslutning hæfter medlemmerne solidarisk –
en for alle og alle for en – dog højst med et beløb hvert år, der udregnes som5
gange gennemsnittet for de sidste tre års kontingenter, dog mindst 2.000,-
kr.
Bestyrelsen kan antage
lønnet juridisk bistand, hvor dette skønnes nødvendigt.
Bestyrelsen skal i muligt
omfang sikre foreningen mod erstatningskrav ved at tegne de nødvendige
forsikringer.
§ 16 Generalforsamlinger og
møder
Ordinær generalforsamling
afholdes hvert år inden udgangen af marts måned. Der indkaldes med mindst 4
ugers varsel, og dagsordenen bekendtgøres i indkaldelsen tillige med forslag,
der agtes fremsat under dagsordenens punkt 4. Medlemsforslag til dagsordenens
punkt 5 skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen.
Bestyrelsen udsender indkomne medlemsforslag senest en uge før
generalforsamlingens afholdelse.
§
17
På
den ordinære generalforsamling foretages følgende:
1: Valg af
dirigent.
2: Bestyrelsens beretning om
foreningens tilstand og virksomhed i det forløbne år.
3: Forelæggelse til
godkendelse af det reviderede regnskab.
4: Forslag fra bestyrelsen,
herunder budgetforslag og fastsættelse af kontingent for det kommende
år.
5: Forslag fra
medlemmerne.
6: Valg af
bestyrelsesmedlemmer, revisorer og suppleanter.
7:
Eventuelt.
Under dagsordenens punkt 7
kan intet vedtages.
§
18
Hvert medlem (jfr. §5) har 2
stemmer. Kun medlemmer, som ikke er i kontingentrestance, har adgang til og
stemmeret ved generalforsamlinger og medlemsmøder.
Stemmeretten kan udøves ved
fuldmagt, dog kan hvert medlem kun afgive fuldmagtsstemmer for et yderligere
medlem. Ingen kan deltage i afstemninger om aftaler mellem foreningen og sig
selv eller sin husstand eller om sagsanlæg mod sig selv eller sin
husstand.
§
19
En
lovlig indvarslet generalforsamling er altid beslutningsdygtig uanset antal af
tilstedeværende medlemmer.
De
forelagte sager afgøres ved simpel majoritet.
Ændringer af vedtægterne
kræver dog, at mindst 26 stemmeberettigede medlemmer er til stede, samt at
vedtagelsen sker med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Er beslutningen vedtaget
med et sådant flertal, uden at halvdelen af medlemmerne er til sted, indkaldes
med 8 dages varsel til en ny generalforsamling, på hvilken den først tagne
beslutning endeligt kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til
antallet af de fremmødte medlemmer.
§ 20 Ekstraordinær
generalforsamling
Ekstraordinær
generalforsamling afholdes:
A:
Dersom formanden eller et flertal af bestyrelsens medlemmer ønsker
det.
B: Dersom der mod foreningen foretages sagsanlæg,
som vil have væsentlig betydning for foreningens økonomi, eller hvis foreningen
ikke mere skønnes solvent.
C: Dersom 10 medlemmer skriftligt fremsætter ønske
herom – indeholdende motiveret dagsorden – i hvilket tilfælde
generalforsamlingen skal afholdes inden 3 uger efter begæringens modtagelse.
Indkaldelse skal ske med mindst 1 uges og højst 2 ugers varsel og skal indeholde
dagsorden.
§
21
Beslutninger truffet på en
generalforsamling er gældende for medlemmerne og eventuel indbringelse for
domstolene har ikke suspensiv virkning med mindre generalforsamlingen bestemmer
dette.
§
22
Bestyrelsen kan, dersom den
ønsker en sag nærmere belyst eller ønsker at orientere medlemmerne om spørgsmål
af interesse, indkalde til medlemsmøde. Sådanne møder, og afstemninger foretaget
på disse, er kun vejledende for bestyrelsens stillingtagen til de behandlede
spørgsmål.
§
23
Adgang til foreningens
generalforsamlinger og medlemsmøder og ret til at udtale sig på disse har alle
stemmeberettigede jfr. §18. Herlev Kommunalbestyrelse er berettiget til at lade
sig repræsentere på foreningens generalforsamlinger, og repræsentanten har ret
til at udtale sig om foreliggende sager. Bestyrelse kan indbyde eksperter på de
områder, der er til behandling, og disse har ret til på opfordring at udtale
sig.
§ 24 Forhold til andre
foreninger
Foreningen kan i sager af
fælles interesse søge samarbejde med andre grundejerforeninger. Indtræden i og
udmeldelse af større grundejersammenslutninger skal godkendes af en
generalforsamling.
§ 25
Ophævelse
Foreningen kan ikke opløses,
så længe bestyrelsen eksisterer. I givet fald fordeles foreningens aktiver
anpartsvis blandt medlemmerne.
ORDENSREGLER
for:
GRUNDEJERFORENINGEN HERLEV
HØJSLETTE
(Der gøres opmærksom på, at
visse paragraffer ikke er bestyrelsens forslag, men er uddrag af ”deklaration og
retningsplan” for området).
§
1
Der
må ikke på parcellerne haves nogen som helst virksomhed, nogen installation,
indretning, oplag, dyrehold eller lignende, som ved ilde lugt, røg, larm,
ubehageligt skue eller på anden måde efter de påtaleberettigedes skøn kan være
til gene for de omboende.
§
1a
Der
må med virkning fra 17. maj 1987 ikke installeres brændeovn i
bebyggelsen.
§
2
Vinkelhusene må ikke ved
ombygning forandres således, at den ensartede facade, tag og udhæng ændres, ej
heller må facader, tag og udhæng forandres ved maling med andre farver eller
lignende med mindre tilladelse forud er indhentet fra
grundejerforeningen.
Det
på generalforsamlingen 4. april 1989 fremsatte forslag til farvefornyelse med
Gori 77 kystfarver:
Stern: 223 flint, 102
kalkgrå
Vinduer og døre: 102 kalkgrå,
401 sand, 515 strandeng, 802 anholt, 415 grus, 260 stengrå
Øvrige træpartier: 703
marehalm, 460 ler, 102 kalkgrå, 260 stengrå, 703 marehalm, 223
flint
er
godkendt.
§
3
Vedligeholdelse af det
mellem gårdhave og fællesareal opsatte hegn skal ske således, at dettes
ensartethed bevares, og enhver ændring i udformningen af disse hegn skal forud
godkendes af grundejerforeningen.
§
4
Der
må ikke på parcellerne opsættes eller foretages skiltning, der kan virke
generende eller skæmmende på kvarterets udseende som
beboelseskvarter.
§
5
Der
må ikke på parcellerne plantes træer eller findes beplantninger, der ved
skyggevirkninger eller i øvrigt ved uhæmmet vækst kan blive til væsentlig gene
for naboerne.
§
6
Ejerne er pligtige til at
vedligeholde arealerne således, at de ikke ved ukrudt og affald er til gene for
de omkringboende.
§
7
Carporten må kun anvendes
til henstilling af personvogne, motorcykler, scootere og knallerter, og må ikke
under nogen form anvendes til oplagsplads for varer, cykler, medmindre de evt.
er i stativ eller på fod, tilbehør eller redskaber, dog undtaget de pladser, som
grundejerforeningen evt. kommer til at råde over.
§
8
Uoverdækkede
parkeringspladser er til fri og almen afbenyttelse til parkering af
motorkøretøjer med undtagelse af last-, flytte-, fragt- og rutebiler, omnibusser
og campingvogne, med mindre parkering alene sker med henblik på samtidig på-
eller aflæsning af vare m.v.
§
9
De
udlagte stier og veje må ingensinde spærres for almindelig færdsel. Parkering på
stier og veje er ikke tilladt.
§
10
Ved
kørsel på bebyggelsens boligveje må hastigheden ikke overstige
§
11
På
fællesarealerne uden for de anlagte stier og veje må kun færdsel til fods finde
sted. Færdsel med motordrevet køretøj, cykel eller hest er
forbudt.
§
12
Ophængning af vasketøj og
lignende samt henstilling af genstande (oplag) på fællesarealerne må ikke finde
sted.
§
13
Al
henkastning af affald på veje og stier samt på fællesarealerne er forbudt. Det
påhviler de enkelte parcelhusejere at foretage renholdelse, herunder snerydning
af fortove og stier ud for egne parceller.
§
14
Fjernsyn, radio og grammofon
må ikke anvendes i fri luft eller for åbne vinduer, dersom det med føje kan
anses for at være til gene for de omboende.
§
15
Med
henvisning til lov om hunde af 23. juni 1962, er det ikke tilladt at lade hunde
løbe frit omkring på fællesarealerne, veje eller stier, idet hunden enten skal
føres i snor eller være under direkte kontrol af en person, der har fuldt
herredømme over den. Lignende regel gælder for andre
husdyr.
§
16
Boldspil og leg må kun finde
sted på sådanne steder og tidspunkter og i et sådant omfang, at de omkringboende
ikke herved påføres urimelige ulemper.
§
17
Brug af farligt legetøj,
såsom flitsbuer, luftbøsser og lignende er forbudt. Legeredskaber må ikke
henligge på fællesarealerne, veje og stier efter mørkets frembrud med undtagelse
af specielle legearealer.
§
18
I
særlige tilfælde, hvor stedlige forhold gør fravigelser fra foranstående
ordensregler rimelige, kan bestyrelsen meddele tilladelse hertil. Afgørelsen kan
dog forelægges den ordinære generalforsamling til endelig
afgørelse.
§ 19
Haveudvalg:
Haveudvalget består af en formand,
som er medlem af bestyrelsen, og et antal medlemmer uden for bestyrelsen (p.t.
formanden og 5 øvrige medlemmer).
Ansvarsområde:
Haveudvalget har overfor
bestyrelsen ansvar for vedligeholdelsen af grundejerforeningens grønne områder
bl.a. med hensyn til almindelig vedligeholdelse som græsslåning, hækklipning,
nødvendig beskæring af træer, buske og blomster, øvrig renholdelse af bede m.v.,
årlig renholdelse af Stamvej inklusiv fejning af carporte,
gæsteparkeringspladser og renholdelse af carporttagrender.
Haveudvalget stiller forslag til
evt. fældning af træer, nyplantning af træer og anden større rydning af
buskadser.
Haveudvalget indhenter nødvendige
tilbud hos gartner eller andre leverandører.
Udførelse:
Haveudvalget fremsætter vedtagne
forslag inklusive økonomiske konsekvenser til bestyrelsen, som enten
selvstændigt træffer beslutning om forslaget skal gennemføres/forkastes eller
fremsætter det foreslåede eller et tilrettet forslag til næste ordinære
generalforsamling.
Firkantråd:
Firkantråd I består af ejendommene
nr. 230, 232, 234, 236, 238, 240,
242, 244 og 246.
Firkantråd II består af
ejendommene
nr.244, 246, 248, 250, 252, 254,
256, 258, 260, 262 og 264.
Firkantråd III består af
ejendommene
nr. 260, 262, 264, 266, 268, 270,
272, 274, 276, 278, 280 og 282.
Firkantråd IV består af
ejendommene
nr. 278, 280, 282, 284, 286, 288, 290, 292,
294, 296, 298 og 300.
Ansvarsområde:
Firkantrådene har overfor
bestyrelsen mulighed for at få indflydelse på vedligeholdelse af firkanterne og
herunder bl.a. beskæring af buske og træer, renovering af bede m.v., og
vedligeholdelse, udskiftning eller opsætning af legeredskaber.
Udførelse:
Hvis en ejendom i et Firkantråd
tager initiativ til renovering af beplantning og lignende eller andre
initiativer, skal alle med tilknytning til Firkantrådet skriftligt høres med et
motiveret forslag med en indsigelsesperiode eller med forslag til et møde i
Firkantrådet, hvor initiativet drøftes.
Forslag afgøres med almindeligt
flertal.
Firkantrådene fremsætter vedtagne
forslag inklusive økonomiske konsekvenser til bestyrelsen, som enten
selvstændigt, eller sammen med haveudvalget, træffer beslutning om forslaget
skal gennemføres/forkastes eller fremsætter det foreslåede til afgørelse på
næste ordinære generalforsamling.